Fire fokusområder for 2023 – hvilket er vigtigst for dig?

//af

“Det er nu I skal vælge, kære ledere af projekter” – sådan sagde Ann Rosenberg og Lasse Borris Sørensen fra Sustainable Agile Projects i kor, da de yderst inspirerende og overbevisende satte bæredygtighed på agendaen i DPL’s første af 4 kick off møder hos HOFOR i København.

Udover Ann og Lasse var Morten, Janne og Frank hovedpersonerne i de 4 tendenser bæredygtighed, projektkompetencer, hybrid projektledelse og acceleration som vi på kick off møderne i hhv. København, Aalborg, Stilling og Kolding havde valgt at sætte fokus på.

Vi lyser på 4 emner i 2023

De 4 tendenser er dem vi i DPL igen og igen hører, tegner hverdagen og projektarbejdet hos medlemmer. Derfor blev de omdrejningspunktet for vores første 4 fysiske sammenkomster i 2023. Og det skulle vise sig, at der var så meget nerve, energi og relevans i dem – at vi slet ikke har fået dem drøftet nok. Så stay tuned – vi kommer til at nørde endnu mere i de 4 emner. Hvis du gik glip af møderne – så får du et indblik her.

 

 

Afgiv din stemme her

 

Bæredygtighed bliver til virkelighed i projekterne

Ann og Lasse fik solidt slået fast, hvor vigtige projekterne og lederne af dem er i den nødvendige omstilling af vores samfund. Op mod 50% af vores BNP investeres i projekter – og de projekter skal være bæredygtige og skabe bæredygtige forandringer. Alle verdens øjne er tilsyneladende rettet mod Danmark. Verdens ’Silicon Valley’ for bæredygtighed. Verden kigger på hvordan ledere af projekter og initiativer i Danmark helt konkret bidrager til at implementere de langsigtede mål gennem initiativer og projekter. Den kompetence er nemlig en mangelvare.

 

Derfor var Ann og Lasses klare anbefalinger til os, der er ansvarlige for initiativerne og projekter:

• Reflekter over den effekt, du ønsker at skabe

• Reflekter over din fremtidige rolle – det er nu, du skal træffe beslutningen for den!

 

 

Tiltrækning af projektkompetencer

Aldrig tidligere har projektkompetencer været så eftertragtede, som de er nu. Der er rift om dem. Det gælder altså om at være dén arbejdsplads, der er mest attraktiv og som kan skabe et miljø, det er fedt at blive en del af og blive i. Tiltrækningskraft er nøgleordet. Morten Dalsgaard, afdelingsleder North Jutland, Industry & Buildings fortalte på inspirerende vis hvordan de i Rambøll arbejder målrettet med at rekruttere og fastholde medarbejdere der har både erfaring med og talent for ledelse af projekter.

 

Nogle af de værktøjer, man benytter i Rambøll er videndeling, netværk og systematiseret feed-back. Morten kunne fortælle at man rekrutterer projektledere uden at have et specifikt projekt at koble kandidaten på. Rambøll oplever, at den tilgang styrker organisationen. Det giver mulighed for at projekterne kan bemandes hensigtsmæssigt og kvalificeret, uden at de først i hast skal rekruttere og on-boarde før projekterne kan eksekveres. Det kan ses på kvalitet og projektsucces. Det er en stor opgave, som alle tilstedeværende på kick-off mødet i Aalborg hos Comentor kunne nikke genkendende til. Det bliver mere og mere vanskeligt at rekruttere dygtige projektledere, og det er derfor også afgørende for virksomhederne at sætte fokus på at skabe en attraktiv arbejdsplads for de store talenter. Derfor var det også særligt interessant at høre fra Morten og Rambøll, der faktisk lykkes ret godt med det!

 

 

Når metoder kombineres i hybride tilgange

For bare få år siden gik debatten i Projektdanmark – agil eller plandrevet? I dag er den dialog erstattet af ’hvordan kombinerer I hos jer?’Kombinationen af metoder og tilgange er kommet for at blive. I daglig tale hybrid projektledelse. Og der er mange måder, det kan ske på.

Janne Rabek Andersen fra Sydbank gav os et inspirerende indblik i, hvordan man i Bankdata-samarbejdet arbejder meget dedikeret med den hybride tilgang til projekter.

 

Som CPO tilgår Janne struktureret, sikkert og grundigt opstart og gennemførsel af projekter med en hybrid projektmodel. Der foregår en kontinuerlig vurdering af omfang og størrelse, som allerede i den indledende fase bliver determinerende for projektets ejerkreds og videre liv. Jannes oplæg gav masser af stof til eftertanke og kickstartede på fineste vis den efterfølgende dialog mellem deltagerne hos Kamstrup. Samtlige kunne bidrage med fortællinger om de hybride projekter fra egen hverdag – i større eller mindre grad.

Det blev til en interessant drøftelse af hvor meget metoder egentlig skal kombineres før en begrebet hybrid giver mening. Er det i et enkelt projekt eller er det på organisatorisk niveau.

Det er helt sikkert, at vi kommer til at koge meget mere suppe på de hybride tilgange, som vi tror på bliver vores mest udbredte projekttilgang! Hvis den da ikke allerede er det?

 

 

Det skal gerne gå lidt hurtigt – acceleration er påkrævet

Den grønne omstilling kræver handling hellere i går end i dag. Vi skal skynde os – men uden at gå på kompromis med kvalitet. Når ’tempo’ er skrevet direkte ind i strategien, så ved man, at det er påkrævet og nødvendigt!

Tempo er vigtigt fordi, Energinet er så central en spiller i den grønne omstilling. Farten skal op, men det uden at gå på kompromis med forsyningssikkerhed og fremtidssikring. Frank Fuglsang – Director, Project Execution, Energinet – os et værdifuldt indblik i, hvordan Energinet sikrer acceleration samtidig med, at de væsentlige elementer går hånd i hånd, når projekterne eksekveres. Omlægningen sker direkte i projekterne, men også på tværs af dem. Det er således både det enkelte og de mange projekter, der fremover skal håndteres på en ny måde i en mere værdistrømsbaseret tilgang bl.a uden styregrupper. Frank fik gang i dialogen i lokalet hos IBA i Kolding – engagementet var højt og interessen stor. Men det er også vigtigt for os alle, hvilke erfaringer en spiller som Energinet gør sig på projektområdet. Så vi var begejstrede for at få et indblik i netop det.

 

 

Vi holder lyset tændt

Vi har fået mange positive tilkendegivelser på valget af de 4 emner. Derfor holder vi lyset tændt. Der er fx allerede – blandt meget andet – webinarer i kalenderen, der berører de 4 emner. Hvis du har en interesse i at høre mere om emnerne eller involvere dig i fx et Tx3 om et af dem – så lad os endelig høre fra dig. 

 

Med venlig hilsen

Bestyrelsen 

Dansk Projektledelse 

 

Gå til afstemning her

 

 

Dansk Projektledelse
Dansk Projektledelse er en medlemsorganisation for ledere af projekter, initiativer, programmer og porteføljer i Danmark. Vi er båret af medlemmer og vi er ledet af medlemmer i et tæt samarbejde med vores sekretariat. Vores vigtigste opgaver er at sikre, at der er rum og plads til dialogen mellem os – og det på tværs af brancher, sektorer og erfaringer.