Hvor sidder Tænd-knappen til enkel, tillidsfuld og konstruktiv dialog?

 

Taler I om det vanskelige? Taler I om det udiskutérlige i projekterne? (Chris Argyris)

Dumme diskussioner og mangel på dialog er kilde til mange ærgrelser i projektlederens hverdag.

Det virker bare så selvfølgeligt, at vi som voksne mennesker selvfølgelig burde kunne tale ordentligt sammen – så det kan ikke være rigtigt, at vi skal starte hvert projekt med kurser i kommunikation. Vi må da kunne tage os sammen.

På den anden side oplever vi også indimellem at dialogen bare virker. At vi sætter os ved bordet, lytter til hinanden, ping-ponger en tid og pludselig er løsningen der, og vi kan allesammen se den og se pointen i den. Hvor svært kan det være?

Både den trælse diskussion og den fantastiske dialog ligger som en mulighed hver gang, og det virker som en tilfældighed, hvilken af dem, der manifesterer sig. Vi taler også om ”at der var god kemi” eller at vi havde en god/dårlig dag.

Prøv fx at tænke over en situation, hvor du oplevede en sådan fantastisk enkel og konstruktiv dialog? og hvad der medvirkede til at den blev sådan? Måske er der nogle erfaringer, du kan bruge til at skabe den gode dialog oftere.

Når jeg skal beskrive en rigtig god dialog, så er der en behagelig stemning: ”Vi vil hinanden det bedste”-agtigt; vi ved, hvad vi har gang i – altså målet og formålet; vi siger så ærligt som muligt hvad vi mener; vi respekterer hinanden og hinandens meninger; jeg lærer noget, bliver klogere på mig selv og på problemet; vi bidrager til hinanden; jeg kan være den, jeg er og blive hjulpet af de andre; vi udfordrer hinandens og vores fælles antagelser; vi tænker højt og det er ok at finde ud af at det alligevel ikke holder; vi er konstruktive og så er det jo ekstra skønt, når vi kommer op med en AHA-løsning.

Du kan sikkert genkende fornemmelsen af en god dialog. Det er så enkelt, når det virker.

Otto Scharmer fra MIT kalder det ”Type 4 dialog”: Den dialog, hvor vi taler udfra vores egne tanker og udfra helheden og samtidig lytter til det, der er ved at opstå mellem os.

Type 1 dialog er egentlig ikke en dialog, for vi siger det, vi plejer at sige og det, vi forventer de andre vil høre.

Type 2 dialog er det, vi kender som debat. Vi taler ærligt udfra vores egne tanker og følelser; men vi fokuserer på forskellene og på, at vi ikke kan blive enige.

I type 3 dialog er vi opmærksomme på at vi ikke er vores antagelser, altså at de kan udfordres: ”Hvad nu hvis…?” og vi taler udfra helheden. Vi står på samme side og kigger ind på problemstillingen, vender og drejer den.

I type 4 dialog taler vi ud fra vores egne tanker og følelser og lytter til de andres, samtidig med at vi taler udfra helheden og udfordrer vores antagelser og endda også lader os gribe af noget større. Fx af en stemning af: ”Yes, det er sådan det er. Det er det, vi skal” eller en AHA-oplevelse eller  af en slags visdom, vi har lyttet frem i hinanden.

Men når vi skal skabe denne fantastiske dialog, så er disse beskrivelser ikke mere værd end skiinstruktøren, der råber efter een ned af bakken: Parallelle ski! Bøj i knæene! vægten på dalskien! læn dig frem i støvlen! osv. Man kan sagtens høre det; man kan gøre hver af tingene; men man kan ikke gøre det altsammen på een gang! Og derfor er det så sjældent og frydefuldt, når det lykkes i et splitsekund eller måske endda i flere minutter.

Så hvor sidder Tænd-knappen til type 4 dialog?

Har du tænkt videre over dine erfaringer med hvad der skal til for at skabe den gode dialog? Har du fundet din Tænd-knap?

Jeg er faktisk snublet over en. Jeg udviklede Projektlederspillet for at kunne håndtere kompleksitet og for at kunne udtænke løsninger på vilde udfordringer; men jeg opdagede, at det faktisk ”nudger” os til en rolig, tillidsfuld (og faktisk tillidsopbyggende) og samtidig nytænkende dialog. Og man behøver slet ikke at vide, hvorfor det virker, man kan bare gå igang med at spille. I’m surprised!

Vi ved, at vi kan skabe en sådan fantastisk skøn dialog uden et spil, bare fordi vi er mennesker. Vi har allesammen prøvet det. Så nu vil jeg beskrive nogle af virkemidlerne i spillet, så det kan inspirere dig til at skabe skøn dialog, finde din egen Tænd-knap.

Vi starter med at have en kort formulering af hvad vores fælles udfordring er ligenu. Kun en linje – et spørgsmål. Så vi ved, hvor vi skal fokusere. Det viser sig mærkeligt nok, at det er en fordel hvis udfordringen forekommer os helt vild, forekommer os urealistisk. Så ved vi at vi er på ny og uprøvet grund og derfor har lov til at famle os frem. Det giver en god refleksion. Fornem forskellen på disse to udfordringer: ”Hvordan opnår vi 10% færre fejl?” og ”Hvordan opnår vi 10% færre fejl netop ved at øge vores arbejdsglæde?”. Det betyder meget, hvordan vi formuler udfordringen.

Så formulerer vi hver vores egen udfordring ligenu ift ovennævnte udfordring. Den skal igen være kort og formuleret som et konstruktivt spørgsmål, du ikke kender svaret på. Et par eksempler: ”Vores dokumentationssystem tager virkelig arbejdsglæden fra mig, så hvordan finder jeg ud af at få det til at hjælpe mig med at undgå fejl? Det ville glæde mig.” eller ”Når jeg har en god dag,laver jeg færre fejl. Hvordan kan jeg få flere gode dage?” Vi deler udfordringerne kort uden at kommentere.

Nu tager vi fat på hver enkelts udfordring en ad gangen. Bare til vi har givet vedkommende noget, der giver mening ifht hans/hendes udfordring – ikke til den er færdig. Vedkommende prøver at reflektere sig frem til et bud på sin udfordring. Vi andre hjælper ved at give inspiration, ved at udfordre de antagelser, der ligger i udfordringen: ”Hvad er fejl egentlig?” (se min bog om ”Fejl i byggeriet?”) eller ”Kan der også opstå fejl, når det er gode dage?” osv. Den, der er på, ejer sin sandhed – dvs vi skal ikke blive enige – vedkommende skal have hjælp til at finde de løsninger, der giver mening for ham/hende. Så er det den næstes tur.

Tilsidst samler I op på de bud på løsninger af jeres fælles udfordring, der er dukket op i refleksionerne. Udover det I har fået med hver især, er der så også ting, I kan vælge at gøre allesammen, lade jer inspirere af eller som ligefrem skal besluttes som en praksis eller procedure? Og ja, selvfølgelig er der kommet nye bud frem, når mennesker har lyttet hinandens visdom frem.

Når vi træner denne lytning og reflekterende dialog, bliver det efterhånden en vane. Hvor bliver det dejligt! Så kan SHIT-situationer (”SHIT, den havde vi ikke set komme!”) bearbejdes stille og roligt og uden panik for vi ved, vi kan. Så kan vi sætte os vilde udfordringer, for vi ved, vi kan lytte os frem til utrolige løsninger. Så kan vi undgå dårlig stemning eller konflikter til møder. Så kan vi hjælpe dem i vores projektgruppe, der kommer fra en kultur, hvor man ikke er vant til at reflektere. Så kan vi håndtere modstand mod forandring. Så kan vi undgå træghed og at organisationen bliver drænet for energi, fordi vi ikke tager eller følger op på beslutninger. Uhmm, så bliver livet som projektleder vel nok dejligt…

Hvordan tænder du for den skønne tillidsfulde nytænkende dialog!