Konferencens navn: Symposium
Symposiet har været et tilbagevendende arrangement i Dansk Projektledelse siden 1985. Men navnet på vores konference giver også i år anledning til spørgsmål.
Derfor er vi dykket ned i navnet, betydningen og nerven i det, der er et af Dansk Projektledelses helt store samlingspunkter for ledere af projekter, initiativer, programmer og porteføljer.
Morten er manden bag Symposiet
Morten Fangel der i 1975 var medstifter Dansk Projektledelse er også manden bag det første Symposium – og dermed valg af navnet. I 30 år herfra har Morten været med til at facilitere Symposier både i Danmark og i samarbejde med de andre nordiske lande, der på skift har eksekveret nordiske symposier.
Morten siger om Symposiet og valg af navn:
“Vi valgte navnet for at profilere Symposiet som et produkt i foreningen. Det særlige ved Symposiet er, at du som deltager oplever 50% oplæg og 50% interaktion – du deltager aktivt i workshops, debatter og dialoger. Symposiet er således mere end en konference.”
Morten siger endvidere, at nerven i Symposiet er at “facilitereinvolvering ved et godt værtskab”.
Vi har gennem årene overvejet at lave navnet om. Præcis som det også har været tilfældet i den senere tid i Dansk Projektledelse. Men som Morten oplevede det, er vi også denne gang vendt tilbage til det særlige, ved at have et Symposium, hvor værtskab og involvering er i centrum.
Slår man ordet Symposium op i en ordbog, vil man opleve, at der er mere eller mindre festlige betydninger af ordet.
Men hvad siger de trofaste deltagere?
Vi har talt med nogle af dem og hørt deres fortællinger om Symposiet med deres egne ord.
Netværk med åbenhed og nysgerrighed
Flemming Feilberg, som også er kendt for at være ophavsmand og game-designer af brætspillet, ProjektKIT, deltager i Symposiet, fordi det er noget helt særligt at tage til – han siger bl.a.:
”Det er som at deltage i en form for ”projektlederfestival. Det er altid med stolthed, man træder ind til symposiet og møder så mange dygtige og kvalificerede projektledere”.
Flemming oplever at jo mere man deltager i de mange medlemstilbud i DPL, jo mere får man ud af det.
Det handler om at være åben og nysgerrig, fordi det er et netværk af ledere af projekter på tværs brancher og sektorer i Danmark.
Men symposiet har altså en særlig stjerne hos ham: ”Jeg er vild med symposiet på grund af den faglige sparring, der udspringer af at mødes til et fysisk 2-dages program hvor ledelse af projekter er omdrejningspunktet. Der er både noget fagligt og socialt på agendaen, og det glæder man sig til.”
Tilstedeværelse og interaktion
På Symposiet er det en afgørende faktor, at man er til stede og at man er aktiv, fordi man herigennem har mulighed for at få et stort udbytte af samspillet og netværket.
Spørger man Lasse Made, bestyrelsesmedlem i DPL og kundeprojektleder hos Fujitsu, om hvorfor han deltager i Symposiet, svarer han: ”Hvis jeg sammenligner med andre konferencer, så må jeg sige, at Symposiet er stedet, hvor man belyser emnerne fra flere vinkler og gennem masser af interaktivitet.”
For Lasse handler symposiet handler rigtig meget om tilstedeværelsen og den særlige vægtning af interaktion. Det er afgørende for udbyttet – for som han siger: ”Man lærer og husker meget bedre, når man deltager aktivt og bliver inddraget i et fysisk arrangement og i de faglige drøftelser.”
Vi holder fast i navnet
Som beretningerne siger, så er der opbygget årevis af gode erfaringer med navnet Symposiet. Symposiet rummer ganske enkelt en særlig nerve, der dækker over langt mere end blot at være en konference. Derfor holder vi fast i navnet – og fortæller glædeligt igen og igen om det særlige ved vores 2-dages event, der samler ledere af projekter, initiativer, programmer og porteføljer.
Og vi håber, at du nu vil gøre det samme 🙂