Arkitekt om store byudviklingsprojekter: De inddragende processer er vigtigere end nogensinde før

//af

 – Hvis man skal skabe og udvikle succesfulde projekter, er det afgørende, at man har styr på sine interessenters behov og viser velvilje i forhold til at imødekomme dem.

Sådan lyder det fra arkitekt, Lars Jensen, som mener, at der er sket en spændende udvikling på projektområdet, når snakken falder på arbejdet med interessenter.

Interessentanalysen er vigtig

Ved at forstå, hvem der er involveret i givne projekter, hvad der er på spil, og hvordan man bedst muligt kan imødekomme interessenternes behov, kan projektledere forbedre deres beslutningstagning og samtidig opretholde et positivt omdømme og en stærk samfundslicens til at drive deres aktiviteter. Det gælder uanset, om man arbejder med store eller små projekter. Om man arbejder i byggeindustrien eller i it-branchen. Det samme er tilfældet for Lars Jensen, der til dagligt er ansat som arkitekt og teamleder for SLETH, der er et landsdækkende arkitektfirma med base i både København og Aarhus.

Lars har i de seneste 15 år været med til at udvikle en lang række byudviklingsprojekter i København, hvor kompleksiteten har været stor, og hvor der generelt har været mange interessenter i spil. I løbet af disse 10 år har Lars oplevet et stigende fokus på inddragende processer og arbejdet med interessenter. Det hænger ifølge arkitekten blandt andet sammen med, at det er blevet en smule mere kontroversielt at skulle udvikle og udføre store byudviklingsprojekter.

– Projekterne havde en lidt mere positiv klang for 15 år siden. I dag er folk blevet mere bevidste om, hvordan det påvirker byen, og det er kun positivt.

Udtaler Lars og fortsætter: “Vi oplever, at der er kommet langt flere interessenter på banen, som er kritiske i forhold forskellige ting som f.eks. larm, trafik, rekreative områder osv. Det gør arbejdet mere komplekst for os arkitekter og byplanlæggere, men det gør ikke opgaven mindre spændende”.

Fokus på inddragende processer

Når Lars Jensen og hans kollegaer hos SLETH skal i gang med et nyt byudviklingsprojekt, bruger de derfor rigtig mange ressourcer på at kortlægge og identificere de forskellige interessenter i projektet. Når disse interessenter er fundet, bruger Lars og kompagni yderligere kræfter på at analysere interessenternes magt og indflydelse, hvorefter de forsøger at skabe en forståelse for de forskellige interessenter mål og interesser.

Når det er gjort, starter en prioriterings- og strategifase, hvor det skal besluttes, hvornår og hvordan hver enkelt interessent skal inddrages. Sidst men ikke mindst forholder Lars og kompagni sig til, hvordan man bedst muligt kommunikerer med interessenterne og skaber engagement. Her nævner arkitekten de inddragende processer som et helt uvurderligt redskab.

Vi bliver klogere på borgermøder og workshop

– Vi bruger utrolig mange kræfter på at lave inddragende processer i form af borgermøder og workshops, hvor vi kan blive klogere på interessenternes mål og interesser. Det gør os i stand til at målrette den efterfølgende kommunikation, så vi rammer de rette målgrupper med de rette budskaber og derved får den bedst mulige feedback, siger Lars Jensen og tilføjer:

– Vi oplever generelt en stor velvilje i forhold til de inddragende processer. Der er ingen tvivl om, at kompleksiteten er blevet større, men jeg synes faktisk ikke, at opgaven er blevet vanskeligere. Vi er blot blevet mere bevidste om, hvad der kræver for at skabe god byudvikling i dialog med interessenterne.

Umuligt at gøre alle glade

Når man arbejder med store byudviklingsprojekter, er det ifølge Lars Jensen vigtigt, at man tidligt gør sig klart, at man ikke kan tilgodese alle ønsker og behov. Dertil er projektkompleksiteten ofte alt for stor. Med andre ord er det altså en utopi at tænke eller forestille sig, at man kan gøre alle tilfredse via de inddragende processer.

Ifølge Lars Jensen kan man dog komme langt, hvis man er dygtig til at kommunikere og bruger tid på den uformelle inddragelse.

– Vi kan tage mange problemer i opløbet, hvis vi er dygtige til at kommunikere og fortælle de forskellige interessenter, hvorfor noget kan lade sig gøre, og hvorfor andet ikke kan. Tingene skal dog tages i opløbet, og det stiller store krav til alle projektledere.

2 vigtige læresætninger

Lars Jensen vil derfor gerne fremhæve og videreformidle to vigtige læresætninger, når han skal beskrive, hvordan de hos SLETH arbejder med interessenter.

De lyder:

  1. Det handler om at forberede sig rigtig grundigt – og
  2. Det handler om at være utrolig dygtig til at kommunikere.

– Vi bruger enorme ressourcer på at afdække og inddrage vores interessenter og gøre vores forarbejde, inden det besluttes, hvordan projekterne skal udføres.

– Det bliver vi nødt til, hvis projekterne skal være bæredygtige på den lange bane.

Derudover har vi meget fokus på, hvordan vi kommunikerer og snakker til forskellige interessentgrupper alt efter deres interesser samt hvilken magt og indflydelse de har.

Det er i mine øjne de to vigtigste pointer i forhold til arbejdet med interessenter, siger Lars Jensen.

 

Om Lars Jensen, Arkitekt fra Sleth

Lars er uddannet ved Arkitektskolen i Aarhus 2001, og har bred erfaring med planlægning af byudviklingsprojekter på flere niveauer, med  bred involvering af brugere og interessenter.

Foto: Asbjørn Sand

 

Casper Holm
Jeg er uddannet journalist og skriver nyhedartikler, PR og journalistisk arbejde.