DPL Community

Flade organisationer i fremtiden

Bliver flade organisationer afløseren for hierarkierne og fremtidens måde at organisere og indrette os på?

Eller bliver den tilhørende kulturelle og adfærdsmæssige kolbøtte for stor fordi flade organisationer i virkeligheden er naturstridigt?

Et opgør mod det traditionelle hierarki

Der er et opgør i gang mod det traditionelle hierarki, som stadig er den mest udbredte måde at organisere en virksomhed på. Hierarkiet er kendetegnet ved at have topledere og mellemledere placeret på de forskellige niveauer i organisationen. Tidligere var lederne i dette hierarki synonym med dem, der havde overblikket og kunne svare på alt, hvilket også var muligt i de mere simple domæner. Med vor tids mange og langt mere komplekse domæner er det reelt ikke længere menneskeligt muligt for ledere altid at have overblikket og kunne svare på alt.

En anden indlejret konflikt i den klassiske, hierarkisk organiserede virksomhed er, at de primære mål ofte er økonomiske og at flertallet af handlinger og beslutninger i virksomheden er styret af mål om at sælge mere, skabe størst muligt overskud og sikre virksomhedens værdi gennem høje aktiekurser. Udfordringen er, at denne type mål i kombination med den bagvedliggende kultur ikke er særligt motiverende for den moderne medarbejder.

Virksomheden skal naturligvis stadig tjene penge for at kunne overleve, men grundholdningen er, at virksomheden først udnytter sit fulde potentiale og bliver rigtig succesfuld, når den har rigtig glade medarbejdere. Midlet og målet er flade organisationer, hvor medarbejdere frigøres fra de traditionelle hierarkiske strukturer og systemer til styring og kontrol. Ansvaret flyttes i stedet i langt højere grad hen til den enkelte medarbejder eller grupper af medarbejdere, frem for at lægge det hos en leder, som vi plejer at gøre. Tesen lyder: Medarbejderne vil opleve større glæde ved deres job; medarbejderne og organisationen som helhed bliver langt mere effektiv og lønsom; medarbejdernes loyalitet vil stige og de vil være mindre tilbøjelige til at skifte job.

Der vil stadig være stort behov for ledelseskompetencer, herunder projektledelse i den flade organisation, men kompetencerne og ledelsesopgaverne vil være fordelt på en anden måde, end vi kender det i dag, fra den traditionelle virksomhed.

Refleksioner

En omstilling til flade organisationer kan virke voldsomt skræmmende, provokerende og uoverskueligt for mange og med gode grunde.

To spørgsmål rejser sig i umiddelbar forlængelse af introduktionen til temaet om ”flade organisationer”:

  • Er der ikke længere brug for mellemledere og hvis NEJ, hvem skal så løse de opgaver, som tidligere traditionelt blev udført af mellemledere?
  • Er hierarkiet ikke længere den bedste måde at organisere en virksomhed på?

Men et andet og måske endnu mere interessant og relevant spørgsmål for mig er, hvorfor vi overhovedet er organiseret som vi er i dag og i øvrigt principielt har været det i århundreder? Måske ligger der i svarene på det spørgsmål nogle interessante og afslørende svar, som vi også kan tilføre debatten om den flade organisation som fremtidens mulige afløser for hierarkiet og den hierarkiske organisation

Hvorfor er vi organiseret som vi er – med hierarkier?

Indrømmet, rationalerne og motivationen bag den flade organisation klinger opportunt, men omvendt kan jeg ikke undsige mig tanken om, hvilken kæmpe kulturel kolbøtte, det vil blive at ændre såvel virksomheder og samfundet som helhed, fra de traditionelle, historiske hierarkier til flade former at organisere og indrette os på.

Vender vi for en kort stund blikket væk fra virksomhederne og kigger på samfundet, er det jo også i den grad gennemsyret af hierarkier: Det politiske system, forsvaret, politiet, offentlige institutioner, m.m. Og i det lys, er det svært at forestille sig en omstilling fra hierarkiske til flade organisationer kun i virksomhederne, uden at samfundet som helhed følger med.

I det store makroperspektiv ser jeg mennesket som et udpræget socialt væsen – et stammefolk – der fra tidernes morgen har samlet sig i klaner (afdelinger og enheder), har trukket grænser på landkortet (kontorer og etager) og indrettet sig med konger, baroner og grever (ledere) hævet over det enkelte menige individ. I årtusinder har det været sådan, hvilket ikke nødvendigvis betyder en fair og rigtig måde at gøre det på – blot et faktum.

Spørgsmålet er derfor, om hierarkiet og al den kultur og adfærd vi forbinder dermed, reelt er et menneskeskabt paradigme og organisationsform eller, det snarere ligger dybt indlejret i vores gener og dna? Hvis det det rigtige svar hælder mod gener og dna, er vi tilbage ved udsagnet om den kæmpe kulturelle kolbøtte, jeg tror, det vil blive i bred forstand at ændre fra hierarkier til flade organisationer.

Endelig rejser den tese så spørgsmålet, om flade organisationer i sin grundlæggende form reelt er naturstridigt? Om vi vil se en masse mislykkede forsøg på transformationer ”fra hierarkisk til flad”, som efterfølgende blot falder tilbage i den gamle kendte ligevægt med hierarkiet som grundpille?

Flade organisationer som afløser for hierarkiet

Jeg kender ikke selv de rigtige svar på de spørgsmål, jeg rejser i denne leder og vil derfor gerne opfordre til, at vi kan få en bred og god debat om et vanskeligt – men også spændende og højaktuelt – tema.

Jesper Schreiner

Oprindelig uddannet ingeniør (E). Har mere end 20 års erfaring fra tre mellemstore Danske virksomheder, som praktiserende projektleder på komplekse projekter. Har primært sin erfaring fra produkt- og teknologivikling men har derudover også ledet strategi- og organisationsudviklingsprojekter. Blev IPMA B-Certificeret første gang i 2008 og fungerer i dag som assessor på IPMA niveau C. Blev Master i Projektledelse fra Syddansk Universitet i 2014. Fungerede i perioden 1. januar 2016 - 28. februar 2021 som direktør og leder af foreningen Dansk Projektledelse.


Styrk dit netværk

Bliv en del af et stærkt netværk, der tør videndele og udveksle erfaringer for at løfte projektarbejdet.

Bliv medlem af DPL

leave a reply