DPL Community

Har du adgang til projektets kollektive intelligens? (Boganmeldelse)

En anmeldelse af ’Et netværk af hjerner – tænk med dine medarbejdere og led med succes’ af Torben Juul Andersen, Carina Antonia Hallin og Kjeld Fredens (Gyldendal Business 2018)

Mange projektledere har en central rolle i den rivende teknologiske udvikling og det hastige forandringstempo, og nogle af dem er på udkig efter nye tilgange til ledelse, der matcher disse komplekse vilkår bedre end den traditionelle styringstænkning gør. Disse projektledere kan finde ny inspiration i denne bog, der er skrevet af en hjerneforsker og to organisationseksperter.

Bogens hovedpointe er, at lederne skal fokusere på den kollektive intelligens, som er så meget større og mere kvalificeret end summen af de enkelte personers IQ. Fokus skifter fra de enkelte personer, og til den viden og de løsninger, personerne kan generere sammen i forskellige slags fællesskaber.

Forfatterne skriver om, hvordan forskellige organiseringsformer henholdsvis hæmmer eller fremmer den levende udveksling af viden og ideer. Og hvilke informationsstrømme man skal åbne for, hvis man vil have adgang til den kollektive intelligens. Hvordan kontrol og dokumentation fremmer den ydre motivation, mens den indre motivation vakt på helt andre måder. Det kræver et andet menneskesyn og et andet syn på ledelse.

Bogen indeholder en vigtig pointe om, hvordan vi skaber stress og hvordan vi modvirker den. Vi tænker nemlig ikke kun med hjernen, men via et dynamisk samspil, hvor tænkning og handling er to sider af samme sag. Hvis man derfor har et ensidigt fokus på tænkning, planlægning og styring, så dræner det både en selv og medarbejderne for energi, og der opstår mental stress. Det derfor er nødvendigt at få mulighed for at skabe mening sammen med andre og at skabe ny viden ind ved at handle og observere den komplekse hverdag i fællesskab.

’Enaktiv ledelse’ er forfatternes konkrete bud på, hvordan lederen får adgang til den store viden og visdom, der er gemt i rundt om hos medarbejderne.  Den enaktive leder agerer på basis af de ting, der sker løbende, og tilpasser sig det der sker omkring ham eller hende. Enaktiv ledelse har løbende informationsopdatering og åbne diskussioner som fundament for at skabe mening og forståelse i de uforudsigelige omgivelser. Det er et helhedsorienteret blik på virksomheden (og projekter), hvor central styring og decentrale initiativer går hånd i hånd, og projektet ses som en læreproces.

”Medarbejdere skal ses som følehorn”

”Brug hjernen som sporhund ikke som spåkone”

”Egen sikkerhed sløver opmærksomheden og opfindsomheden”

”Rutiner uden feedback skaber falsk tryghed”

Dette er nogle af de tankevækkende pointer, som bogen kommer rundt omkring.

Bogen tager livtag med flere myter om ledelse og giver inspiration til ledelse under komplekse vilkår, og den vil kunne sætter gang i diskussionen i projektet. Tro mod bogens pointe om den kollektive intelligens vil jeg opfordre til, at du læser den med dine kolleger. Da bogens hovedtanker gentages og udfoldes ud fra flere vinkler, kan I dele kapitlerne mellem jer. I kan for eksempel drøfte, hvordan tankerne og anbefalingerne kan omsættes til konkrete handlinger i jeres projekt og i jeres virksomhed.

Elisabeth Plum

Elisabeth Plum er forfatter, rådgiver og mag. art. i kultursociologi, og startede sin selvstændige virksomhed i 1995. Hun er kendt for at udfordre vanetænkningen på kulturfeltet og give inspiration til at gå nye veje. Hun er en praktiker, der skaber enkle modeller og ledelsesredskaber ud fra anerkendte teorier og sine mange års erfaringer fra offentlige og private virksomheder. For tiden er hun optaget af teamudvikling under kompleksitet, og hvordan projektledere og andre ledere kan bruge teamkulturen som løftestang til at skabe endnu bedre resultater. Se team-culture.dk her Se alle Elisabeths artikler og bøger her: http://www.plum.co.dk/ElisabethPlum-publikationer.html


Styrk dit netværk

Bliv en del af et stærkt netværk, der tør videndele og udveksle erfaringer for at løfte projektarbejdet.

Bliv medlem af DPL