Nekrolog: Jens Laugesen

//af

Af Anette Zobbe, konsulent i Peak Consulting Group og Jesper Schreiner, direktør i Dansk Projektledelse

Jens Laugesen døde pludseligt søndag den 10. februar 2019 – projektsamfundet har mistet en stor personlighed

Jens Laugesen var et intelligent og klogt menneske; en mand med masser af erfaring og en kæmpe inspirationskilde for de mennesker, han valgte at dele sin tid med. Vi har begge lært Jens at kende igennem Dansk Projektledelse, hvor han igennem årene havde flere forskellige roller, som formand for styregruppen for IPMA Certificeringen, administrator og assessor på IPMA niveau A og selv var han blandt de allerførste IPMA A-Certificerede i Danmark. Også som skribent og indlægsholder i Dansk Projektledelse, har Jens bidraget til en mangfoldighed af samtaler, eftertænksomhed og refleksioner.

Jens var ikke blot en kilde til inspiration, han var tillige yderst gavmild med at dele ud af det mylder af tanker om projekter, organisering og ledelse, som til stadighed optog Jens. I ethvert møde med Jens kunne man være sikker på at blive indviet i nye overvejelser; nye bud på hvordan mennesker og relationer blandt mennesker ville blomstre og skabe værdi til gavn og glæde – ikke bare for organisationer – men for samfundet. Kloden og mennesker som helhed

Ingen tanker var for små, ingen tanker var for store. Jens ønskede ikke, at vi holdt (for meget) fast i virkeligheden, men opfordrede bestandigt til, at vi fabulerede og tillod os at flyve højt for at undersøge, hvordan nye måder til organisering og ledelse kunne skabe nye og bedre resultater.

Jens var altid optaget af en bred variation af forskellige fagområder, og han var et omvandrende bibliotek for faglitteratur, fordi han altid havde gang i at læse bøger; og det var virkelig BØGER i flertal.

Det var ikke kun Jens’ store viden og erfaring, der gjorde ham til en kær ven og en skattet samtalepartner, det var også hans altid positive og optimistiske livssyn, kombineret med en ægte interesse i det menneske han sad overfor. Når man fortalte om en udfordring eller et problem, som man tumlede med, kunne man være sikker på, at Jens både var på “min side”, udfordrede ens opfattelse af problemet; gik selv aktivt ind i udfordringen for at tilbyde sit eget syn på problemet og hvordan det evt. kunne løses; ofte med eksempler fra hans egen erfaring krydret med litteraturens perspektiver på samme.

Jens var også et meget ærligt menneske og én, som havde sine meningers mod. Jens var aldrig bekymret for at sige sin mening, hvilket skabte en sund og velfortjent respekt – og fordi Jens altid var saglig og aldrig gik efter ”manden”.

Jens vil blive savnet af mange, og for vores vedkommende vil de “vilde” samtaler, aldrig blive ligeså eksperimenterende endsige ligeså inspirerende og nytænkende. Men vi vil forsøge, for Jens fortjener, at vi fortsætter med at udfordre det bestående og de eksisterende antagelser, for sammen at udforske nye måder at samarbejde, udvikle og skabe mere værdi til fælles bedste.

Æret være Jens’s minde.

Dansk Projektledelse
Dansk Projektledelse er en medlemsorganisation for ledere af projekter, initiativer, programmer og porteføljer i Danmark. Vi er båret af medlemmer og vi er ledet af medlemmer i et tæt samarbejde med vores sekretariat. Vores vigtigste opgaver er at sikre, at der er rum og plads til dialogen mellem os – og det på tværs af brancher, sektorer og erfaringer.