Projektet er ikke en øde ø

Efter en – aldeles uvidenskabelig – skanning af det aktuelle udbud af lærebøger, kurser og certificeringer i projektledelse, vil jeg tro at omkring 95% af stoffet handler om projektets interne liv – planlægning, styring og opfølgning, garneret med noget risiko- og interessentanalyse etc. Enkelte steder sniger der sig lidt ind om forandringsledelse. I så fald mest om håndtering af modstand (man bliver helt træt). Temmelig navlebeskuende, vil nogen nok sige.

Vi kan godt løfte blikket
Selvfølgelig skal vi blive ved med at udvikle projektdisciplinen og professionalisere os som projektfolk. Specielt nu, hvor de agile principper er på vej ind. Men måske skal vi også prøve at løfte blikket lidt, og flytte noget mere opmærksomhed over på den organisation projektet typisk er en del af.

Projekter fejler – siger vi. Men er det nu altid hele sandheden? Sandsynligvis handler det mindst lige så meget om at organisationen fejlede med at få projektet til at lykkes, bl.a. fordi den mentalt – og i praksis – havde lagt hovedansvaret over på projektet.

Måske skulle vi hellere tale om, at organisationen lykkes eller mislykkes, med at opnå det den gerne vil.

Projekter er en særlig social teknologi
Vi plejer at forstå projekter som engangsopgaver, der løses i en særskilt projektorganisation, inden for en bestemt tids- og ressourceramme. Det fører ofte til en mental fordelingsnøgle, hvorefter organisationen stiller opgaven, projektet løser den og leverer resultatet tilbage til organisationen, som sørger for implementeringen. Selvfølgelig i forskellige varianter.

Jeg vil hellere se projektformen som en særlig social teknologi, organisationen kan vælge til at løse bestemte opgaver med. Teknologi forstået bredt, ikke bare som metoder og værktøjer, men også den praksis de indgår i, den viden der anvendes, den måde vi organiserer det på, og selve den mentale model – tænkemåde – det hele er pakket ind i.

Projektet bunder altid i, at organisationen vil noget. Og projektets succes må måles på om den opnår det den vil, eller noget der er endnu bedre. De mål og forventninger organisationen lægger ud med, behøver ikke at være de samme som dem den ender med. Deri ligger hele pointen i at skabe og udvikle et perspektiv og et ansvar sammen. Forventninger handler om hvad der til enhver tid giver mening. Det er aldrig noget fikst og færdigt. Mening bliver til hele tiden, mens mennesker arbejder sammen, og projektet arbejder sig fremad.

Partnerskaber går begge veje
Når boet gøres op, bliver successen målt i forhold til det, der på det tidspunkt giver mening og møder forventningerne. Den skive kan projektet kun ramme, hvis det hele vejen igennem, på alle planer, er en del af organisationens menings- og forventningsdannelse. Projektet kan aldrig slippe organisationen, og organisationen kan aldrig slippe projektet. Ligeså lidt som den slipper den del af sin værdikæde, der skal levere en service, eller den del af sin økonomifunktion, der skal lave et kvartalsregnskab.

Det indebærer at organisationen tænker projektet med ind, og inkluderer det i sine strategiske og styringsmæssige processer og strukturer, på linje med sine andre linjeenheder og fagfunktioner. Og det kræver at organisationen på det operative niveau lever sig ind i at projektet er til for at skabe værdi, og at det kun kan ske gennem et tæt partnerskab.

Et partnerskab går begge veje, og stiller de samme krav til projektet. Det bliver et nyt kompetencefelt for projektledere, og projektfolk, at forstå hvad en organisation er for en størrelse. Her tænker jeg ikke så meget på den klassiske forståelse af organisationer som en styrings- og kontrolmekanisme, men på den nyere forståelse af organisationer, som mening og adfærdsmønstre, der hele tiden opstår – emergerer – nedefra, når mennesker spiller sammen i lokale team, funktioner eller linjeenheder (Procesteori – mere om det senere).

Projekter og organisationer i fremtiden
Hvis vi skal den vej i fremtiden, og det håber jeg virkelig, så venter der en hel masse spændende udfordringer. Både for projekter og organisationer. Bare tænk på forskelligheder i sprog, begreber og mentale modeller.

Det kunne måske også påvirke organisationer, i retning af at opfatte sig selv som en mega-portefølje af aktiviteter, der hele tiden tilpasses og udvikler sig, og løses med forskellige virkemidler (sociale teknologier), der passer til opgaverne. I stedet for at være styret af foruddefinerede strukturer og processer, som opgaverne skal passes ind i.

Det ville i øvrigt passe fint med konceptet Organizational Project Management (OPM), som netop sigter mod at integrere alle organisationens projekt-, program- og porteføljeaktiviteter, og på den måde forbedre dens evne til at nå sine strategiske mål (mere om det senere).