Temadag hos Norlys: Fokus på uofficielle projekter og forandringsledelse

//af

Den 11. november samlede Dansk Projektledelse 20 engagerede deltagere til en inspirerende temadag hos Norlys i Silkeborg. Dagen satte fokus på, hvordan organisationer kan skabe værdi gennem både spontane initiativer og strategisk projektmodenhed.

Efter en hyggelig start med kaffe og netværk bød regionsgruppen i Region Midt velkommen. I løbet af formiddagen præsenterede senior manager Simon Lynge Svensson Norlys’ rejse fra uofficielle projekter til en mere struktureret porteføljestyring. Derudover holdt Erhvervs-ph.d. Anita Birkeland fra Aarhus Universitet en spændende workshop, der gav deltagerne nye perspektiver på de små, uformelle projekter, som ofte bliver gnisten til udvikling.

Efter frokost satte Morten Freese, stifter af Freese Consulting ApS, fokus på forandringsledelse og viste, hvordan coaching som ledelsesgreb kan skabe dialog og fremdrift – selv når forandringer møder modstand.

Stig Jæger Kronvold, bestyrelsesmedlem i Dansk Projektledelse og medarrangør af dagen, udtaler:

“Det har været en utrolig udbytterig dag. Vi har fået nye indsigter i, hvordan uofficielle projekter kan være drivkraften bag innovation, og hvordan vi som projektledere kan balancere struktur og fleksibilitet. Samtidig har vi haft gode dialoger om forandringsledelse, som er helt afgørende i dagens komplekse projektlandskab.”

Tak til alle deltagere for at bidrage med energi og gode refleksioner – og en stor tak til Norlys for at lægge hus til en dag, der styrker netværket og udvikler projektlederfaget.

 

 

 

Charlotte Lynge