Kurser og uddannelser
Udbuddet af kurser og uddannelser for projektledere er stort og varieret. Du kan tage alt fra korte kurser, der fokuserer på specifikke værktøjer i projektlederens værktøjskasse til længerevarende uddannelser på diplom- og masterniveau i fx projekt- og innovationsledelse.
De mest udbredte uddannelser eller kurser, der træner dig til et godt grundlæggende indblik i projektdisciplinen varer typisk mellem 6-12 dage. Nogle uddannelser er godkendt af undervisningsministeriet og giver dig derfor ECTS point, som du kan bruge, hvis du er i gang med at samle point til fx en akademiuddannelse.
Uddannelserne og kurserne giver dig et godt indblik og træning i de mest anvendte metoder og værktøjer. Du kan med fordel kigge efter hvordan vægtningen af fx klassisk projektfokus i forhold til agile tilgange er i uddannelsen for at sikre, at du bliver introduceret til begge dele. Det giver også mening at vurdere vægtningen af styring og ledelse i forløbet – da begge discipliner er vigtige i projektarbejdet. Det er dine ambitioner og interesse samt projekterne og den kontekst, du forventer at skulle udføre dem i, der med fordel kan guide dig i den rigtige retning.
Mange virksomheder vælge af have deres egne, skræddersyede forløb til kompetenceudvikling af ledere af projekter. De baserer sig ofte på den projektmodel eller -tilgang, der er gældende for projekterne i virksomheden.