Hvordan holder vi projektfanen højt og styrker vores felt?

//af

DPL er jo en faglig interesse- og medlemsorganisation, så hvordan kan vi og jer som medlemmer medvirke til at holde projektfanen højt?

Vi må passe på ikke at udvande projektbegrebet og fx vores titler. Her tænker jeg bredt i projektledelse, dvs. alle grene uanset tilgange (agile, hybride, klassiske) og uanset organisationstype. Vi skal holde vores projektfane højt og være stolte af det vi kan og det vi gør.

Jeg er i mit civile liv ekstern lektor i projektledelse og underviser dygtige unge mennesker og tjekker i den sammenhæng ofte jobannoncer. I den forbindelse bliver jeg simpelthen trist og vred, når jeg læser et jobopslag til fx en stilling som ”projektassistent” og så er der intet projektledelses-relateret eller henvisning til et projekt/program er i stillingen. Er der måske et sted i din organisation, hvor du kan være med til at påvirke og nørde projektledelsen og kulturen? Det ville jeg helt sikkert selv spørge ind til.

Et udfordrende felt, som mange har en holdning til

Projekter spiller en stor rolle i samfundet i dag, og der er fokus på god projektledelse, men det kommer ikke af sig selv. Projektledelse er fedt og udfordrende, men også et svært felt, hvor mange har en mening og nemt bliver hængt ud. Vi kender alle til mediernes overskrifter om dårlige projekter, hvilket er ærgerligt og gør ondt. Det bliver kun bedre ved, at der afsættes tid og rum til at dyrke projektledelsen som disciplin.

Vi kan også holde projektfanen højt ved at tænke i faglig opdatering og netværk. Deltag fx i ét af vores mange webinarer, måske med en kollega eller bekendt, så I kan dele jeres læring og hvordan I får det bedste udbytte af deltagelsen. Snak sammen om udviklingen af jeres projektledelse og jeres kompetencer. Projektledelse er en disciplin i hastig udvikling og lige nu rykker fx krav til bæredygtighed og kunstig intelligens ved vores rolle, samtidig med at vores interessenter også justerer deres fokus. Alt sammen understreger nødvendigheden af at udvikle sine kompetencer, opdatere sin viden og udforske nye veje at gå i sin projektledelse og udvikling.

Bogen “Kompetencer i Projektledelse” som inspirationskilde

Jeg har via mit civile arbejde dykket ned i IPMAs ”Kompetencer i Projektledelse” (KIP) og her var masser af inspiration at hente til emner og måder at udvikle sig på. Måske kan du holde et oplæg i din organisation eller forening? Det at kunne præsentere og udvælge de essentielle key-points er jo også en vigtig kompetence at have.

Bedste hilsner,

Judith

 

Formand, Judith Parus
Jeg brænder for projektledelse, der giver værdi i organisationerne, dette uanset metode, type eller størrelse. Jeg har en master i projektledelse, og har arbejdet med forskellige aspekter af projektledelse gennem flere år – projektdeltager, projektleder, PMO samt porteføljestyring, og været medlem af Dansk Projektledelse gennem flere år. Jeg er ansat i Færdselsstyrelsen som projektleder og PMO konsulent.