Seneste nyt fra formanden
Efteråret har officielt meldt sin ankomst. Det samme har travlheden for manges vedkommende.
Hos Dansk Projektledelse har vi også travlt. Travlt med de allersidste forberedelser til Projektforum 2025, som afholdes den 1. og 2. oktober. Og hold nu op, hvor vi glæder os! Det bliver skønt at kunne nørde projektledelse fysisk, og vi bliver mange!
Vi har desuden planlagt en lang række spændende webinarer i efteråret, ligesom vi har sat fut under det regionale arbejde med opstart af regionsgrupper på Sjælland og i Nordjylland. Det kan du læse mere om her.
Sidst men ikke mindst er vi gået i gang med at forberede den næste udgave af DPL-magasinet. Vi er i den forbindelse meget glade for den positive respons, det seneste magasin modtog. Hvis du har lyst til at bidrage til det nye magasin, hører vi meget gerne fra dig. Artiklen kan handle om alt fra ny brug af et kendt værktøjsblad til refleksioner over din værktøjskasse. Send os en mail på magasinet@danskprojektledelse.dk, hvis du ønsker at bidrage.
Nu vi er ved artiklerne – så husk endelig også vores community på vores hjemmeside. Det er åbent for alle, der har lyst til at bidrage til projektledelsesdisciplinen. Tag kontakt til vores sekretariat, hvis det skulle have interesse.
Et af mine vigtigste pejlemærker som formand er, at vi som forening skal fastholde et stærkt fokus på de kompetencer, der er afgørende for projektledelsesfaget. Omgivelserne ændrer sig hurtigere og hurtigere, og derfor er det afgørende, at vi forholder os til vores metier og deler gode erfaringer med hinanden. Det kan vi f.eks. gøre på vores webinarer eller i vores Tx3-netværk. Vi kan gøre det online via vores community eller i vores magasin.
Mulighederne er mange. Det handler blot om at gribe dem.
De bedste hilsner,
Judith