Vi stiller skarpt på nye temaer for 2025!

//af

Så er 2025 skudt i gang – og vi glæder os til et spændende år! I foreningen lægger vi ud med regionale Kick-off møder i region Syd og Midt, som er en god mulighed for at mødes på tværs og netværke. Det er jo bl.a. et af formålene med foreningen. Personligt glæder jeg mig til møderne og til den læring og erfaringsudveksling, der altid sker. Det er så vigtigt for udviklingen i projektledelses-faget.

4 nye temaer

Når vi skriver 2025 betyder det også nye temaer for foreningen – helt præcist 4 fokusområder, som vi vil stille ekstra skarpt på.

Temaerne som bestyrelsen har valgt i år er: ”Projektlederrollen”, ”Projektmodellens udvikling”, ”Benefitmanagement /gevinstrealisering” og ”Simulering og andre metoder”. Ingen af temaerne er vigtigere end andre og vi modtager som altid gerne input og kommentarer.

Det at være projektleder indeholder mange forskellige roller og omfatter mange forskellige fagområder. Vi ønsker ikke en ensretning, men vi vil gerne tage drøftelsen om, hvordan man bliver en god projektleder og udvikler sine kompetencer. Orker vi i 2025 også at tale om projektmodeller? Ja bestemt – for det fylder meget i debatten om man er klassisk, agil, hybrid eller noget helt fjerde, måske endda projektmodellen som begreb er død? Hvad tænker I?

Hvordan får vi italesat, at organisationerne også har et ansvar for godt projektarbejde – nemlig at opnå de ønskede benefits og gevinster? Her tænker jeg også på modenhed, så vi får højnet kapabiliteterne. Vores fjerde tema ”simulering og andre metoder” er lidt mere værktøjsorienteret, da vi som forening gerne vil understøtte vigtige snakke om nye metoder – og netop her tror jeg især på, at vi kan lære noget af hinanden.

PROJEKTFORUM 2025

2025 betyder også velkommen tilbage til Symposiet – i år finder konferencen sted den 1. og 2. oktober på Hotel Legoland. Fremadrettet kommer konferencen til at hedde ”PROJEKTFORUM”. Vi er gået i samarbejde med Dansk IT, da vi som foreninger har sammenfaldende interesser i forhold til at sætte den skønne verden af projektledelse i spil.

Jeg håber så meget, at vi ses i Billund til oktober.

Mange hilsner,

Judith

 

Formand, Judith Parus
Jeg brænder for projektledelse, der giver værdi i organisationerne, dette uanset metode, type eller størrelse. Jeg har en master i projektledelse, og har arbejdet med forskellige aspekter af projektledelse gennem flere år – projektdeltager, projektleder, PMO samt porteføljestyring, og været medlem af Dansk Projektledelse gennem flere år. Jeg er ansat i Færdselsstyrelsen som projektleder og PMO konsulent.