DPL Community

7 tips til succes som projektleder

Baseret på mine erfaringer og læringer efter mange år som praktiserende projektleder i forskellige organisationer og virksomheder og med forskellige typer af komplekse projekter, har jeg her samlet 7 gode tips til, hvordan du også kan få succes som projektleder.

Og læs dem nu rigtigt og dermed ikke som et orakelsvar fra Delphi, der garanterer dig succes. Læs dem mere som 7 gode råd eller nogle helt grundlæggende forudsætninger, som hvis du opfylder dem, kan bringe dig godt på vej mod et godt resultat – både med projektet og med din projektledelse.

  1. Forstå projektets formål og de gevinster, som projektets leverancer skal skabe for organisationen og projektets omverden
    Det er vigtigt for din motivation og dit engagement, for din ledelse nedad og opad, at du forstår anledningen til projektet og dermed altid kan svare på spørgsmålet om ”Hvorfor skal vi gennemføre dette projekt?” Ligeså vigtigt er det, du også forstår de gevinster og effektmål, som basisorganisationen og dele af projektets omverden forventer, bliver skabt gennem og med projektets leverancer.
  1. Vær kompetent og kvalificeret til ledelsesopgaven
    Forstå kompleksiteten i ledelsesopgaven og tænk to gange, inden du siger ja tak, til ledelsen af et projekt du reelt ikke føler dig kompetent til.
  1. Skab faglig indsigt og forståelse for projektopgaven
    Et er at forstå og være fortrolig med ledelsesdelen af projektet men ofte er det vigtigt også at kunne forstå det faglige indhold i projektopgaven – og uden selv at tage aktiv del i selve løsningen.
  1. Kend dig selv – dine styrker & svagheder og stå ved dine værdier
    Du skal være helt bevidst om dine stærke og svage sider og især om hvordan du vil og kan kompensere for der, hvor du kompetencemæssigt måske ikke slår til. Det er en kompetence i sig selv at kende sig selv og fremfor alt være bevidst om sine egne styrker og svagheder. Derudover skal du være bevidst om dine værdier og turde stå ved dem.
  1. Forsøg at få de bedste med på holdet – som leder er du ikke bedre end det team du har
    Som leder er du sjældent bedre end det team du har, hvorfor det altid gælder om at få dem med som efter dit skøn vil være de bedste til at løse de mange projektopgaver. Her handler det ikke kun om faglige kompetencer – de personlige og adfærdsmæssige kompetencer hos projektdeltagerne er ofte vigtigere. Eksempelvis at de evner at fungere som ét team.
  1. Forstå og kend din organisation, dyrk dine relationer og vær med i netværk
    Som ledere kommer vi ikke langt uden stærke relationer, hvorfor det er vigtigt, du kender din organisation godt og ved hvem hovedinteressenterne er. Derudover er det vigtigt, du også er god til at ”netværke” og faktisk er med i netværk, som du bruger til videndeling, sparring og måske også som kompensation for dine mindre stærke sider.
  1. Vær motiveret
    Gå efter de projekter, som du ved bedst kan motivere dig i betydningerne
  • Projektets formål og mål er realistiske og giver god mening for dig
  • Projektet giver mulighed for personlig læring og udvikling
  • Projektet vil give dig medansvar og selvbestemmelse
  • Projekter som også har en attraktiv social dimension
  • Du kan få anerkendelse for din (gode) indsats

Jesper Schreiner

Oprindelig uddannet ingeniør (E). Har mere end 20 års erfaring fra tre mellemstore Danske virksomheder, som praktiserende projektleder på komplekse projekter. Har primært sin erfaring fra produkt- og teknologivikling men har derudover også ledet strategi- og organisationsudviklingsprojekter. Blev IPMA B-Certificeret første gang i 2008 og fungerer i dag som assessor på IPMA niveau C. Blev Master i Projektledelse fra Syddansk Universitet i 2014. Har siden januar 2016 fungeret som direktør og leder af foreningen Dansk Projektledelse.


Styrk dit netværk

Bliv en del af et stærkt netværk, der tør videndele og udveksle erfaringer for at løfte projektarbejdet.

Bliv medlem af DPL

Leave a Reply