Boganmeldelse: Godmorgen, tak og undskyld
Godmorgen, tak og undskyld af Elize Dimare og Johnny Sørensen, Forlaget Content Publishing
- Lederens 23 genveje til trivsel og præstationer i turbulente tider
Her er en bog om banaliteter. Det er skønt befriende, og som forfatterne skriver – også så rasende svært at praktisere.
Intentionen med bogen er at gøre det ubevidste bevidst, så vi i lederrollen til stadighed kan øve os på at bidrage positivt. Det gælder for styregruppemedlemmer såvel som for projektledere med mere indirekte ledelsesansvar, og er bestemt også relevant, når man er med som kernedeltager i projektgruppen.
Et godt mantra fra bogen, som nok har almen gyldighed uanset vores rolle i projektet, er at ordene GODMORGEN, TAK og UNDSKYLD bør ligge først for i relationer til andre. En god pointe fra bogen: Man skal gøre sig fortjent til følgeskabet fra andre. Det gør vi gennem at påvirke kulturen positivt og vise, at vi mener, at andre rent faktisk er vigtige.
Bogen giver nogle vinkler på, hvad der sker i vores hjerne, som gør det banale så vanskeligt. Den menneskelige hjerne giver mange små benspænd her, så de gode intentioner er ikke altid nok. Det stiller krav til vores kommunikation i og omkring projektet. Både ift. det, vi siger, og det, vi ikke siger – projektdeltagere og nøgleinteressenter udfylder selv hullerne. Og hullerne bliver ikke altid fyldt ud med det rigtige. Det er vi nok mange, der kender.
Når det er sagt, så er mange af de 23 genveje en hurtig overflyvning af relevante pointer fra andres bøger og forskning krydret med lidt input om dopaminniveauets påvirkning af vores hjerner og adfærd. Den kommer vidt omkring i en blandet (men for det meste også relevant) landhandel.
Vi når f.eks. både:
- det rent personlige om at være et godt menneske
- de første 100 timer som leder
- mødeeffektivitet
- forandringer
- relationen til din egen leder
- gode alkoholvaner personligt og i fællesskabet
- lav fejl tidligt
- hvordan bliver du lykkelig
- personlig effektivitet og kalenderhacks
- delegering af opgaver og et opgør med de klassiske arbejdstider
- Amy Edmondson om psykologisk tryghed og fejlkultur
- Helle Hein om primadonnaledelse
- Bent Flyvbjergs forskning om forsinkelser og budgetoverskridelser i projekter (fra hans bog How Big Things Get Done)
Jeg sad tilbage med en følelse af en bog, der på den ene side er en god opsummering af vigtige gode vaner, og på den anden side at det bliver så bredt og overfladisk, at det ikke bliver rigtig konkret og handlingsorienteret. Især vil jeg nok føle mig lidt ladt i stikken, hvis jeg ikke kendte til emnerne i forvejen.
Når det er sagt, er endnu et godt mantra fra bogen: Be likeable and deliver. Det er i hvert fald relevant for alle projektfolk.