Mød årets unge projektleder – Elisabeth Eiberg, Salling Group
I sidste uge havde Dansk Projektledelse æren af igen at kunne kåre årets unge projektleder. Prisen gives til en ung projektleder, der er et naturtalent som projektleder, har valgt ‘Projektleder’ som karrierevej, og har gjort en afgørende forskel og er gået til et projekt med friske øjne og ung energi.
I sidste uge modtog Elisabeth Eiberg, foran mere end 100 mennesker, prisen som årets unge projektleder. Elisabeth, var sammen med to andre, indstillet til prisen, der blev uddelt ved Awards Dinner, der for tredje år i træk blev afholdt i forbindelse med Symposiet Projektledelse.
Elisabeth blev valgt som årets unge projektleder med følgende begrundelse:
“I et komplekst projekt med mange partnere har Elisabeth taget rollen som projektleder med fast og kærlig hånd. De teams, som Elisabeth har haft ansvaret for, har ikke været i tvivl om opgaverne, har altid kunne få assistance, når der var udfordringer, og sparring, når summen af udfordringer synes for stor. Senior stakeholders og gamle sure projektledere er med et smil blevet sat på plads med fakta og har nogle gange stået med røde ører, når aftalte opgaver ikke var leveret til Elisabeth til tiden. I projektet har Elisabeth både fungeret som projektleder, Scrum Master og Test Manager. Hun er gået til opgaverne med en ukuelig vilje til at lære og søge viden indenfor og udenfor projektet. Ved siden af projektarbejdet har Elisabeth deltaget i den fortsatte udvikling af vores projektmodel og givet værdifuldt indspark til metoder og udfordret vanetænkning. Hvis Elisabeth fortsat udbygger sin værktøjskasse og søger udfordringerne vil intet projekt være for svært.”
Efter at have modtaget prisen, spurgte konferencier Cecilie Beck Elisabeth, hvad det betød for hende at have vundet:
“Det giver helt klart blod på tanden til at opnå mere fremadrettet…”
Vi glæder os til at følge Elisabeth, når hun er tilbage om et års tid, efter endt barsel og ønsker endnu engang stort tillykke med prisen til Elisabeth.
Vi ønsker også et stort tillykke til de to runner ups Mikkel Clemmensen, Salling Group og Esper Sejersen Riis, SKOV a/s, som begge var nominerede i kategorien sammen med Elisabeth.
Læs om alle de nominerede i år og sidste års vindere.